Lidt om mig selv...

Jeg blev født i 1946 – i Svenstrup syd for Ålborg, i et hus, der hed Svanemøllen.
Pudsigt nok blev det samme hus mange år senere omdannet til en restauration med levende musik. Var det tilfældet eller skæbnen, kunne man godt spørge sig selv...?

I vores hjem har der altid været sang og musik. Allerede min morfar tog ud og spillede til bondeballer med sin violin og sit horn på nakken – han cyklede masser af kilometer hver lørdag og var stolt som en pave, når han kom hjem ud på de små timer og kunne fremvise den fyrstelige fortjeneste på 25 kroner for en hel nats arbejde...

Min debut fandt sted i Lindholm Kirkes Krypt, 3 år gammel, med salmen ”Barn Jesus i en krybbe lå”...
Jeg fandt aldrig ud af, hvordan det egentlig gik til, at jeg skulle optræde ved den lejlighed, men der var blevet sagt, at der vistnok var en lille pige, der kunne synge dén salme, og det ville jeg da gerne. Først skulle jeg have været oppe at stå på et bord, for at alle kunne se mig, men det ville jeg absolut ikke, da jeg altid har lidt af højdeskræk – så vi blev enige om, at jeg kunne nøjes med at stå på en stol i stedet for. Det var da ikke helt så højt oppe...
Ja, jeg sang af hjertens lyst. Første vers. Men så begyndte folk at klappe – og det ville jeg da ikke finde mig i, for jeg kunne jo et vers til! Så jeg sang ufortrødent videre – mens de måbende publikummer efterhånden holdt inde med deres klappen. Men SÅ skal jeg også love for, at bifaldet bragede, da jeg endelig havde sunget færdig!

Måske var det efter dén optræden, at hele rummelen startede - I hvert fald begyndte telefonen at kime derhjemme...

Jeg har deltaget i – og vundet – et hav af amatørkonkurrencer i Nordjylland. Jeg behøvede ikke engang at melde mig til – nej, jeg blev inviteret som ”special guest star” – for sådan en lille størrelse med stor cowboyhat - og lige så stor selvtillid - kunne da kun trække folk til. Det var lidt uretfærdigt, at jeg sådan vandt så godt som hver gang, lige for næsen af de voksne. Jeg var heller ikke altid lige populær bag kulisserne – og kom jo nok også lidt for nemt til succes’erne, bare på grund af min særdeles unge alder...

Til mit faste repertoire hørte ”Jeg har min hest, jeg har min lasso” – og ”Violpigen” – med ”fin” stemme, som min mor kaldte det – for også at afprøve en helt anden stil. Jeg har åbenbart to stemmer, en ”hård” og en ”fin” – som jeg kunne skifte imellem efter behov og behag. Dette førte med sig, at jeg senere kom i gang med at synge nogle af Alice Babs’s sange, med rigtig tyroler-jodlen, da hun og Swe-Danes for alvor var fremme i rampelyset.

På friluftsscenen i Tivoli Karolinelund i Ålborg deltog jeg i konkurrencerne ”Ugens barnestjerne” – og afsluttende ”Årets barnestjerne” – Denne titel opnåede jeg ikke mindre end fire gange. Jeg var også fast inventar i ”Ping Klubben” i Cirkus Schumann, når de gæstede Ålborg, og opnåede at få 5-års medalje. Desuden var jeg med som ekstra indslag i Cirkus Miehe, når de gæstede byen – hvor jeg engang fik mit livs største æske chokolade for min jodlen og mine sjove tegninger.

Sideløbende med konkurrencerne prøvede jeg at blive ”seriøs”, for at det ikke kun skulle gå op i skæg og ballade alt sammen: Allerede som 6-årig begyndte jeg at gå til klaverundervisning på Ålborg Musikhøjskole, hvor jeg fik indøvet et noget anderledes repertoire. Optrådte på Ålborghallens ”intime scene”, hvor jeg sang ”Pjerrot og månen”, hvor jeg akkompagnerede mig selv på et stort sortlakeret flygel. Senere blev det til undervisning på guitar – og, som teenager, sangundervisning hos en operasangerinde, men det var ingen succes. Hun ville lægge min stemme helt om, så jeg udelukkende skulle synge i falset – altså med ”fin” stemme – og kun arier og skønsang - og det var jo bare slet ikke mig, så vores veje skiltes - efter nogle ganske få måneder med adskillige sammenstød...

Det blev nu engang mest gøglet, der havde min sympati og tog keglerne. Helt bogstaveligt endda – idet jeg som 12-årig turnerede med ”Den lille gøglervogn”, hvor vi havde det hyleskægt, mens vi sled de nordjyske landeveje tynde. Men jeg var nu ikke helt indforstået med, at jeg stadigværk skulle kaldes ”Lille Ruth” – og at man bildte folk ind, at jeg kun var otte år! Da jeg havde fødselsdag under en af vores ture – og altså i virkeligheden fyldte 13 - blev det bekendtgjort, at ”nu var lille Ruth fyldt NI år” – og efterhånden var der lige lovlig meget, der skurrede i ørerne, så det samarbejde gled til sidst ud i sandet – men det var sjovt, så længe det varede...

Som teenager – hvor jeg absolut ikke længere kunne kaldes ”Lille Ruth” og blive ved med at snuppe førstepræmierne fra de voksne – holdt jeg efterhånden helt op med at gå til amatørkonkurrencer og begyndte at rejse rundt som selvstændig entertainer. Jeg er ret god til at tegne – karikaturer og sjove hurtigtegninger – og her var i hvert fald en ”niche”, hvor ingen kunne komme og gøre mig rangen stridig. Jeg tog simpelt hen af sted med guitaren på ryggen og tegnebrættet under armen – ”unplugged” – ja, hvor var det dog nemt dengang! - og blev virkelig populær på denne utraditionelle kombination. Et sted sang jeg for 300 mennesker – også uden forstærker eller anlæg – og det var endda unge kriminelle på en opdragelses-anstalt af en slags, så der var larm og snakken fra alle sider imens – men jeg KUNNE overdøve dem – og kunne føje endnu en bragende succes til rækken af gode oplevelser. Til gengæld kunne jeg heller ikke sige et kvæk de næste tre dage...

Til en anden fest havde selskabet ligefrem puttet et vers ind – om mig:
”Ruth Gundersen hun er en skat
 Ruth Gundersen hun er en skat
 Ruth Gundersen hun er en skattet gæst til hver en fest, er du med på den!”

Jeg optrådte også rigtig meget på soldaterhjemmene rundt omkring – hvor jeg et sted blev kaldt ”Regimentets Datter”! – og soldater er jo noget af det mest taknemmelige at optræde for. Det samme kan jeg sige om de udviklingshæmmede – der nok har givet mig de største og længste bifald nogensinde. På plejehjem rundt omkring har jeg også haft stor succes. Det var ikke de store penge, der var i den slags optrædener – meget tit slet ingen - men de taknemmelige smil i de gamles ansigter var så rigeligt lønnen sig selv.
En af de allerbedste belønninger fik jeg engang af en gammel morlil, der - frem fra sin forklædelommes dyb - listede en 25-øre og et rynket æble op til mig: Hendes allersidste og dyrebareste værdier. Dem skulle jeg have, fordi hun havde været så glad for min sang – og jeg var rørt til tårer!

Som 14-årig fik jeg min TV-debut. Man havde søgt unge sangtalenter til en udsendelse med Cirkus Buster, der skulle optages i Ålborg, og det kunne jeg da godt tænke mig at være med til. Det blev nu ikke Cirkus Buster, men en helt anden udsendelse, Lørdag i Ålborg, jeg kom til at deltage i. Jeg gav en opvisning i hurtigtegning, hvor jeg skulle konkurrere med Jørgen Clevin – og overhalede ham med legende lethed – hvad der snart  satte skub i efterspørgselen efter ”hende den lille tegnepige”. Desuden skulle jeg synge et enkelt nummer – og valgte Gitte Hænning’s ”En fjortenårs pige” – den kunne jo ikke være mere aktuel. Alle optrædende blev akkompagneret af Anker Møller og hans Miller Show, et usædvanlig velspillende lokalt orkester, der rigtigt var i vælten i de år. Hvor var det dog herligt at synge sammen med ”rigtige” musikere, der vidste, hvad det drejede sig om!

Derhjemme begyndte jeg - på det helt private plan - at eksperimentere med at synge i orkester-sammenhænge. Jeg fik samlet nogle unge fyre, 5 stykker i alt, og vi havde nogle herlige øveaftener. Besætningen var guitar, kontrabas, trommer, trompet, klaver – og sang. Det var i de tider, hvor der blev snakket om europæisk valutasamarbejde, så vi kaldte os simpelthen ”De seks”. Vi fik minsandten et ”helt” job – nemlig til en fest i Skydepavillonen ved Ålborgtårnet, og vi var stolte som paver! Men vi havde ikke nær nok af numre på repertoiret til at kunne fylde en hel aften ud – så der blev gentaget i det uendelige, men det så ikke ud til at give nogen skår i glæden hos publikum. Vi fik ingen penge for det – kun æren – men det betød så sandelig også en masse. Nu havde vi jo prøvet at komme ”rigtigt” ud og spille!

Der var også et godt sammenspillet ungdomsorkester lidt ude ad Thistedvej i Lindholm, der inviterede mig med som sangerinde. Vi øvede og øvede – og det kom efterhånden til at lyde rigtig godt – men det blev også kun til et enkelt job med dem - jeg tror, det var på Åbybro Kro. Herefter gik det stille og roligt i opløsning med vores sammenspil, desværre - arbejdet kaldte fra alle sider - men vi havde da trods alt OGSÅ prøvet at spille ”rigtigt”...!

Så var der ”Knud Eriks friske gutter”, som jeg var ude og synge med to sæsoner i træk – til bondeballer. Der var trods alt lidt penge at hente – og dér lærte jeg mig at spille på trommer – nødtvungent – for på et eller andet tidspunkt i aftenens løb – HVER gang - gik trommeslageren i brædderne, fordi han var blevet for fuld til at holde på trommestikkerne, og da jeg syntes, det lød for tyndt sådan helt uden trommer, overtog jeg dem simpelthen, og efterhånden kom det da også til at lyde helt hæderligt. Det var da bedre end slet ingen trommer!

Samtidig blev jeg hyret som sangerinde i ”Lime River Jazzband”. Vi spillede en hel del i jazzklubbens lokaler i Ålborg, og jeg nød, når det rigtigt swingede – og kunne mærke, at her var der OGSÅ noget, jeg både havde interesse og evner for – men ak, deres tonearter var altid for høje til min stemme, og sanganlæg var der ikke noget af, så ind imellem var jeg nødt til at SKRIGE for at nå helt derop, hvor jeg skulle, og for overhovedet at blive hørt mellem alle blæserne - og da der oven i købet blev mumlet i krogene, at jeg sang falsk – SÅ kunne det være nok! Vi skiltes ikke ligefrem som verdens bedste venner – men da jeg senere fik job i en natklub og blev rost af anmelderne, var der nogle stykker, der fik røde ører og kom og sagde pænt undskyld for deres behandling af mig i sin tid.

Midt i alle disse orkester-kombinationer var der alligevel en enkelt amatørkonkurrence, der lokkede: Selveste Gustav Winckler søgte sangtalenter til en landsdækkende konkurrence, Dansk Amatør Grand Prix – hvor førstepræmien var en pladeindspilning – og da turneen nåede til Skørping, kunne jeg ikke dy mig for at melde mig til denne lokale konkurrence. Det KUNNE jo være...! Og minsandten: Jeg vandt! En ekstra oplevelse var det, at orkesteret, Gustav Winckler rejste rundt med, var ingen ringere end Miller Show, så gensynsglæden var stor, og jeg følte mig næsten, som om jeg hørte til ”familien”...

- og se, om jeg ikke KOM ind i ”familien”...!
Et stykke tid senere havde Anker Møller sat en annonce i Ålborg Stiftstidende, om at man søgte en ny sangerinde til orkesteret. Den hidtidige, Nina Bjørno, havde ønsket at stoppe samarbejdet – og jeg var ikke sen til at lægge billet ind! Nu kendte de mig jo allerede, så det kunne jo være, at man kunne bruge mig som fast orkestermedlem. Og det KUNNE de! Så jeg kom med dem rundt på resten af turneen, der strakte sig over et lille års tid – vi var rundt over det meste af Jylland, i Zoo-Tivoli i Odense og endda en afstikker pr. fly til Bornholm, hvor vi spillede i både Nexø og Rønne og fik kåret endnu et par finalister til den store konkurrence.

Dansk Amatør Grand Prix’s finale fandt sted i Vingsted Hallen i Sønderjylland – med et bølgende og jublende menneskehav af tilskuere, og selv om jeg nu var ”professionel” og ikke længere kunne deltage i opløbet, var det en herlig oplevelse at have så megen opbakning, både fra publikum i den store hal og ikke mindst fra ”mit” pragtfulde orkester, som jeg efterhånden var blevet rigtig godt indarbejdet med. Jeg havde fået mit tegneshow puttet ind i underholdningsafdelingen, og jeg spíllede med på deres musik, både på vibrafon og forskellige rytmeinstrumenter. - Som deres trommeslager sagde: ”Ruth er ikke ”kun” sangerinde – hun er MUSIKER!” – og hvor det dog varmede!

I mellemtiden var jeg kommet i gymnasiet – og i læseferien mellem 2. og 3.G., hvor jeg stadig spillede med ”Knud Eriks friske gutter”, fulgtes vi en nat efter et spillejob ind på en lille beskeden natklub, ”Roxy”, i Ålborg. Her spillede Hans Jessens Trio – et fremragende orkester, der ærligt talt havde fortjent nogle bedre rammer end på dét sted. Vores kapelmester gik op til dem og spurgte, om ikke hans sangerinde kunne få lov at give et par numre, og det måtte jeg da gerne – og ih, hvor fandt vi bare ”melodien” lige fra de første strofer! – Denne gæsteoptræden førte faktisk en slags ”job” med sig, idet vi blev så gode venner, at jeg fik en aftale i stand om at møde op hver aften præcis klokken 24 – og blev præsenteret som ”Midnatsgæsten” – hvad der også virkelig tog kegler. (Løn var der ikke noget der hed, men jeg fik da overtalt restauratøren til at godtgøre mine taxa-udgifter...!)

Nede blandt publikum sad der en aften en impresario, Riis Pedersen – der fattede interesse for mig og min sang. Han kom op og spurgte, om jeg var interesseret i et job for resten af måneden – på en helt ny restaurant, der hed ”7-9-13”, hvor der spillede en hollandsk pianist, Enrico Westrus, der godt kunne tænke sig at supplere underholdningen med en sangerinde. Jo, det ville jeg da gerne! Det blev et vemodigt farvel til Hans Jessen, men jeg anede jo en slags karriere et sted ude i horisonten – og sammen med Enrico fik jeg da også både succes - og minsandten også mit første ”rigtige” job – og med ”rigtig” løn - som professionel!

Det var på det selv samme sted – restaurant ”7-9-13” – hvor Anker Møller to år senere  præsenterede mig for den tyske pianist Peter Langer, der ligeledes manglede en sangerinde. Miller Show var nu så småt ved at gå i opløsning, men Anker syntes, han ville give mig sin varmeste anbefaling – og på det grundlag kom samarbejdet med Peter i stand.
Ja, det ville naturligvis føre alt for vidt at fortælle om samtlige 32 år, hvor Peter og jeg rejste landevejene tynde i både Danmark, Norge, Sverige og Tyskland – og i 70’erne fik vores egen musikrestaurant, ”Sct. Michael’s Bar”, som vi drev i næsten otte år. Det var samarbejde på alle fronter, hvor vi fulgtes gennem tykt og tyndt – indtil Peters helbred svigtede ham, og han blev syg og svandt ind til ingenting og døde i løbet af mindre end et halvt år - i marts 1998, 59 år gammel.
32 år - som den ene halvdel af ”Ruth og Peter” – de går ikke sporløst forbi én!

Og hvad skulle jeg stille op efter Peters død?
Jeg stod dér med alle vores instrumenter og var temmelig meget i vildrede. Skulle jeg opgive alt det, vi havde bygget op sammen, flytte væk og starte på en frisk et helt andet sted i en helt anden branche? – NEJ, vel ville jeg ej! Det havde absolut ikke været Peters hensigt med mit fremtidige liv! - Jeg tog et par jobs ind, som Peter allerede forlængst havde booket til os – som duo, men jeg tog chancen og fik arrangørerne til at nøjes med mig alene, eller alternativt med Steen Joel, vores free lance-tredjemand. Og det gik GODT! Allerbedst klarede jeg mig helt alene – for så behøvede jeg ikke hverken at diskutere repertoire eller øve musik hjemmefra. Det var jo trods alt kun et spørgsmål om at skrue op for forstærkeren, så kunne jeg sagtens fylde en sal op med lyd. Faktisk har jeg aldrig haft så meget at lave, som efter jeg blev alene...!
Jeg er også gået noget mere op i at ”gøgle” - end det rent musikalsk perfektionistiske, for jeg bliver alligevel aldrig så god en musiker, som Peter var – og folk bærer over med mine mangler og hygger og morer sig med mine skæve indfald, vittigheder og medbragte sjove sangtekster. Jeg kalder mig ”Ruth’s Fest-Musik” nu – og prøver efter bedste evne at leve op til navnet. Og indtil nu er det bare gået SÅ GODT!

I maj år 2000 mødte jeg Kaj-Ove Hyldahl – via min nabo Lotte, der arbejdede som hjemmehjælper nede hos ham i hans handicapbolig i Rude. Han manglede en sangerinde til sit nye CD-projekt – Lotte formidlede kontakten - ja, og så var jeg pludselig i gang igen med noget helt tredje, som jeg ALDRIG havde prøvet før – nemlig som studiemusiker og –sangerinde! At vi næsten omgående fattede mere end normal professionel interesse for hinanden, gjorde selvfølgelig ikke denne nye beskæftigelse mindre interessant...

Men nu slog skæbnen til endnu engang. Da vi var midt i indspilningen af vores første CD, ”Hjerter af guld”, og jeg var på vej hjem efter dagens optagelser i studiet, blev jeg torpederet af en modkørende bil, som jeg ikke havde en jordisk chance for at undvige – og blev næsten kørt ihjel. Jeg brækkede højre lårben og kraveben, adskillige ribben, punkterede venstre lunge og fik hjernerystelse og en hjerneblødning, der både har givet mig koncentrationsproblemer og hukommelsestab og desuden for altid har frataget mig hørelsen på højre øre...
I flere uger svævede jeg mellem liv og død – men ”Skidt forgår ikke så let!” – så jeg kom på benene igen, og vi fik vores CD gjort færdig, og siden hen har jeg udgivet både en LP-CD og adskillige singler. Jeg har også genoptaget spillejobbene efter en nødvendig pause for at komme til hægterne igen – og i år 2004 købte jeg naboejendommen til mit hus i Boeslunde til Kaj-Ove, så han kunne indrette førstesalen til studie og selv bo i stueetagen, der lidt efter lidt blev indrettet handicapvenligt, så han kunne komme rundt overalt både i huset og haven i sin kørestol uden alt for meget besvær.
- men han blev mere og mere syg og lå til sidst - de sidste fire år - kraftesløs i sin plejeseng og skulle efterhånden have hjælp til ALT - indtil det slet ikke gik længere. Han blev indlagt med truende lever-coma i en lille måneds tid - men der var intet at stille op: Hans livs-ur tikkede ubønhørligt mod slutningen. Den 12. juni år 2014 drog han sit sidste suk.

Men jeg gav ikke op af dén grund! Ruth's Fest-Musik lever videre i bedste velgående, og jeg beholder begge husene stadigvæk: Bondehuset derhjemme som "privaten" - og det "nye" rødstenshus som kontor, mødelokale og musikhus. Førstesalen er lejet ud, så det kører så nogenlunde rundt økonomisk stadigvæk. Jeg kan da ikke undvære nogen af delene - selv om mit hjerte naturligt nok hænger ved Peters og min kære gamle gule stråtækkede knaldhytte! 

”Til dagligt” spiller jeg til morgensang på Helms Skole i Korsør – foruden diverse arrangementer som forældreaftener, skolekomedier, Lucia-optrædener, nisse- og julekrybbespil og juletræs-halløj for børnene.

Ja, det er først og sidst musikken, der har dirigeret mig igennem et turbulent, men i allerhøjeste grad begivenhedsrigt liv!